Online Tollertræning

Grundfærdighed - Impulskontrol

Impulskontrol betyder, at hunden kan styre sin impuls til at gøre noget der frister den. Fx. kan hunden blive fristet til at storme ud af døren, springe ud af buret i bilen, løbe efter en hare, stjæle den frikadelle der falder på gulvet etc.

At en hund kan holde sig selv tilbage og vente er guld værd i det daglige – og det er helt uundværligt hos jagthunden.

I jagttræningen har vi brug for at hunden ikke løber hovedkulds afsted efter alt hvad der bliver kastet eller lagt, men i stedet venter tålmodigt på at få lov.
Vi kan også bruge impulskontrollen til at kvalitetssikre ‘Holde fast’ i apporteringen. Det kan du læse mere om under den øvelse.

Ved træning af impulskontrol er det vigtigt at hunden fravælger fristelsen frivilligt.
Så jeg kommanderer og herser ikke med hunden i disse øvelser. Jeg prøver at opbygge træningen, så hunden indser at det bedre kan betale sig at vente på tilladelse.

Husk at være konsekvent omkring træningen af impulskontrol. Hunden skelner ikke mellem træning og hverdag, så hvis det skal virke, så skal du være konsekvent.  

En hundehvalp har ikke meget impulskontrol, og det er en god ide at begynde at introducere konceptet med nogle små nemme øvelser, hvor hvalpen næsten ikke kan fejle. 

Hvis du ikke bruger klikker, så siger du blot dit ‘dygtig’ signalet istedet for klikket.

Start med at træne det indenfor i rolige omgivelser uden forstyrrelser.

1. Godbidden springer ind i munden

Få hvalpen til at sidde foran dig og vis at du holder en godbid i hånden.
Så fører du roligt godbidden ned mod hvalpen, mens hvalpen sidder roligt med alle 4 poter mod gulvet.
Hvis hvalpen rejser sig eller rækker ud efter godbidden, så løfter du godbidden udenfor rækkevidde.

Det sidste stykke ned til munden bevæger du hånden hurtigt, så godbidden nærmest springer ind i hvalpens mund. På den måde sikrer du at det ikke bliver for svært for hvalpen.

2. Hold en godbid i en lukket hånd foran hunden. Når hunden fravælger godbidden, så klikkes/roses og hunden må spise godbidden.
Med ‘fravælger godbidden’ menes at hunden fx. sætter sig ned eller måske bare trækker snuden til sig. I begyndelsen skal du rose og belønne for selv de små fremskridt.
Træn det med lukket hånd indtil hunden har forstået øvelsen.

3. Hold en godbid i hånden. Hunden skal stadig fravælge godbidden, selv om hånden åbnes.
Træn i at kunne åbne hånden indtil hunden har forstået øvelsen.

4. Hold en godbid i åben hånd. Frist hunden ved at bevæge hånden.
Træn i at kunne bevæge hånden både væk fra hunden og hen mod hunden, op og ned og i forskellig hastigheder.

Opstarten af øvelserne med godbidder og de første med legetøj ses i videoen.

Har du en hund, som er ivrig efter at få sin mad, så kan du træne impulskontrol med madskålen. 

Vis hunden at du står med madskålen. Vent til hunden ikke hopper op efter madskålen, men viser at den accepterer at vente, fx. ved at sætte sig ned, tage kontakt til dig eller stå stille.
Sænk så langsomt madskålen mod gulvet. Hvis hunden går frem mod madskålen, så løft skålen uden for rækkevidde igen og start forfra.
Når hunden frivilligt afventer at du stiller skålen ned, så giver du hunden lov til at spise.

På et tidspunkt så har hunden forstået konceptet, og så er det på tide også introducere nogle andre øvelser i impulskontrol.


 

Her vises hvordan man  kan træne impulskontrol med hvalpen, så  hvalpen ikke straks hapser legetøjet. 

Lav øvelserne med godbidder først, så hvalpen kender til konceptet.

1. Læg et stykke legetøj foran hunden. Hvis hunden griber ud efter legetøjet, så flyt det om bag ryggen igen.
Når hunden fravælger legetøjet indtil det ligger stille på gulvet, så klik/ros og lad hunden lege med legetøjet.
Hvis det er svært for din hund, så vælg at starte med en genstand som ikke er så fristende, og træn øvelsen indtil du kan lave dem med hundens yndlingslegetøj.

2. Drop nu legetøjet fra 10 cm’s højde. Vær klar til at fjerne legetøjet igen, hvis hunden går efter legetøjet.
Hunden skal vente indtil du giver signal til at den må tage legetøjet.

3. Øg sværhedsgraden: drop godbidden på jorden – gradvist højere.
Træn indtil du kan kaste godbidden hen mod hunden, forbi hunden og henover hunden.
Gør det samme med legetøjet – øg gradvist hvor fristende det er og hvor meget du kaster det.

Sørg bare for at du hele tiden kan få fat i godbid eller legetøj, hvis hunden bliver fristet over evne og går efter det før du giver lov.

4. Flyt øvelsen ud i andre omgivelser, hvor der er forstyrrelser og andre hunde. Din hund skal stadig kunne styre sig selv trods dine fristelser.

Opstarten af øvelserne med godbidder og de første med legetøj ses i videoen.

Nogle voksne hunde elsker også deres legetøj, og snapper det ud af vores hænder så der næsten ryger en finger med.

På videoen nedenunder træner jeg lidt impulskontrol med Cookie, så hun ikke hiver legetøjet ud af min hånd.
Det er desværre dårlig filmet, så legetøjet kan ikke ses hele tiden. Jeg får taget en ny film en anden dag.

Du kan –  inden du tager linen af din hund for at slippe den fri, træne på at du får ro og øjenkontakt. Belønningen kan være, at hunden får friheden ved at løbe mere frit.

Man skal ikke herse og kommandere, når man træner impulskontrol. Pointen er, at hunden selv skal tilbyde øjenkontakten og afvente dit værsgo. Du skal naturligvis starte i rolige omgivelser og gradvist træne med flere og flere forstyrrelser.

1. Hold hunden i halsbåndet. Vent til hunden tilbyder dig kontakt og slip så hunden og giv ‘fri’.

Øg gradvist tiden hvor hunden skal holde øjenkontakt før du slipper halsbåndet. 

2. Sæt en line på hunden. Vent til hunden tilbyder dig kontakt og ræk ned mod karabinhagen.
Hvis hunden bryder kontakten og bevæger sig for at løbe afsted, så fjerner du hånden igen.
Hvis hunden er rolig og holder kontakt, så bevæg låsen på karabinhagen så der kommer en lyd som om snoren er taget af.
Hvis hunden er stadig er rolig og afventende, så tag snoren af og giv ‘fri’. Ellers start forfra på øvelsen.

Varier tiden hvor hunden skal holde kontakte før snoren kommer af.

3. Ved jagthunden træner du i at tage retriverlinen roligt over hovedet, mens hunden stadig skal blive siddende roligt, indtil den får signalet ‘fri’.
Så længe hunden sidder roligt, så bevæger snoren sig væk fra hovedet. Hvis hunden ‘virrer’ med hovedet og vil afsted, så bliver snoren på og øvelsen starter forfra.

4. Gå et stykke ‘fri ved fod’ efter snoren er taget af.
På træningspladsen ser jeg ofte at unghunde stikker af og leger, når snoren tages af. De hunde har en lært at “snoren af” betyder “fri leg”.
Så lav i stedet et ritual, hvor du tager snoren af, og så skal hunden følge dig uden line et stykke og først derefter gives ‘fri’.
Varier afstanden hvor hunden skal følge uden line, så hunden ikke bare lærer at smutte efter fx. 10 meter.

5. Når hunden er stabil i de forrige øvelser, så er det på tide at få flere fristelser på. Du kan fx kaste et legetøj mens hunden har snor på, og så skal hunden være i ro indtil snoren er taget af. Først da må hunden løbe efter legetøj.
Kun din fantasi sætter grænser for hvad du kan finde på af fristelser

 

Hvis du har en ivrig hund, som gerne vil  storme ud af døren, så er det godt at lære den lidt impulskontrol omkring døren – og det samme gælder døren i bilen / buret. 

Når hunden skal lukkes ud, så tager du fat i dørhåndtaget, men venter på at hunden fravælger at storme ud, fx. ved at sætte sig ned.
Ros hunden roligt med stemmen, når den gør det rigtige. Stop rosen, hvis hunden mister kontrollen igen.
Åbn døren langsomt….hvis hunden prøver at storme ud, så lukker du døren igen (pas på at hunden ikke kommer i klemme i døren)
Men hvis hunden udviser impulskontrol og bliver  roligt indenfor mens døren åbnes, så giver du  hunden lov til at gå ud.

Ved døren kan du variere om hunden skal vente på at du går igennem først, eller om du giver lov til at løbe ud før dig.

Video 1 viser starten på træningen med 1 hund.
Man bør fortsætte indtil hunden er meget mere i ro, når døren åbnes.

Video 2 viser træningen med 2 hunde, hvor jeg går ud af døren før hundene får lov at løbe.
Igen er det kun begyndelsen af træningen. Øvelsen bør trænes indtil døren kan åbnes i normalt tempo uden at hundene prøver at rykke frem.

Jagthunden skal også lære impulskontrol overfor vildt og kast.

Kig under punktet “Være i ro” under jagttræningen for at lære mere om det. Du er allerede godt på vej ved at lave øvelserne med kastede godbidder og legetøj.

Men jeg vil dog gerne lige nævne her, at hvis hunden hjemme er vant til at få lov til at knald-apportere efter legetøj som du eller børnene kaster, så kan det være sværere at forstå at man ikke må knald-apportere på træningspladsen eller jagtprøven. 

Nogle hunde har brug for ret sort/hvide regler for at lære det. Andre kan sagtens skelne imellem situationerne.