En Tollerhvalp i huset?

Overvejer du at anskaffe dig en Nova Scotia Duck Tolling Retriever?

Det er forståeligt, da det er en skøn hund, smuk, alsidig og en god størrelse. Men start lige med at læse Tollerklubbens skriv om at anskaffe sig en Toller, og overvej om du er et godt match for en Toller de næste 14-16 år.

Du skal ikke nøjes med at læse om racen. Tag ud og oplev racen. Spørg ind til hvordan racen er. Det kan du gøre på Tollerklubbens arrangementer, og ved at besøge nogle opdrættere.
Der er også mange private personer, som  gerne åbner deres hjem for kommende Tollerejere og viser racen frem. Find dem fx. via Facebook i gruppen “Toller DK”.

Nu er hvalpene født, og du har fået besked fra opdrætteren om at der er en hvalp til dig.
Du har nu 8-9 ugers ventetid inden hvalpen flytter ind. En hvalp skal iflg. dansk lovgivning være mindst 8 uger inden den må forlade moderen.

De gode opdrættere tillader og opmuntrer til at du besøger din hvalp flere gange efter hvalpene er blevet 3 uger og frem til hvalpen skal flytte hjemmefra.
Benyt dig af det!

Køb og aflever en bamse og/eller et blødt tæppe hos opdrætteren, som kan ligge tæt på hvalpene og moderen. Tag det med hjem igen, når du henter hvalpen. Den kendte lugt vil være med til at berolige hvalpen i flytningen.

I hjemmet skal du nu sørge for nogle ting:
Haven skal måske indhegnes eller der skal tjekkes for huller i hegnet.

Huset skal hvalpesikres, så hvalpen ikke har adgang til elektiske ledninger og andre farlige ting.

Sæt dig ind i hvilke planter der er giftige for hunde, og fjern de giftige planter fra hvalpens rækkevidde – både inde i huset og i haven. Du bliver overrasket over hvor mange planter der rent faktisk er giftige.

Køb 1-2 Adaptil diffusere og sæt dem i stikkontakten 2 dage før hvalpen flytter ind. Diffuseren udsender feromoner, som beroliger hvalpen.

Du skal have lavet et hundetegn til at sætte i hvalpens halsbånd/sele.
Det er lovpligtigt for alle hunde over 4 mdr. at bære et hundetegn med ejerens navn og adresse. Det er en god ide også at få dit telefonnummer på. 

Indkøbslisten:

Urine off og køkkenrulle – til rengøring efter tisseuheld. (Undlad at bruge Rodalon, da det er giftigt for hvalpen)

Halsbånd, H-sele og line.
En Tollerhvalp er ofte omkring 4-6 kg. ved 8 uger.
Men spørg din opdrætter om hvilken størrelse der vil passe hvalpen og køb en billig til at starte med. Hvalpen vokser hurtigt ud af den og skal have en ny.

Vandskål og madskål.
Også gerne nogle lette aktiveringslegetøj til at servere maden i istedet for madskålen.

Lidt legetøj – mærket “Kong” laver nogle gode ting.

Noget at tygge i – i stedet for sko, tæpper og møbler. Jeg anbefaler tørrede kaninører, oksepandelapper og de billige tyggepinde fra Rema. 

Godbidder. Jeg bruger fx. ZiwiPeak, Alpha Spirit og Lakse Kronch Pocket (brækket i mindre stykker).

Et aflukket sted at sove om natten ved siden af din seng, fx. en transportkasse hvor toppen kan åbnes. 
Det kan også være en papkasse eller en firkant af hegn. 
Tæpper til sengen. 
Måske en hundekurv eller et tæppe til stuen.

En “Kong Original” eller  “Kong Jump’n Jack” til alene-hjemmetræningen. Smør leverpostej i dem, så hunden er optaget af legetøjet når I går fra den.

Tip: MaxiZoo tilbyder en “hvalpe-voucher”, hvor du får 20% rabat på det første køb til hvalpen. Du skal blot registrere dig på deres hjemmeside og medbringe voucheren i butikken.

Først og fremmest, så må du væbne dig med tålmodighed!
Der er stor efterspørgsel på tollerhvalpe, og det er ikke ualmindeligt at måtte vente i et år på at få en hvalp fra en god opdrætter.
Så forvent at du må kontakte flere opdrættere, besøge dem, svare på spørgsmål fra opdrætteren og så kan du blive skrevet op på en venteliste til kommende kuld.

Du finder opdrættere af tollere via Tollerklubbens hvalpeanvisning, eller via Dansk Kennel Klub.
Du kan også kigge til udlandet og fx finde en svensk opdrætter.

Men du skal ikke bare finde en opdrætter – du skal finde den rette opdrætter!  

Der er stor forskel på hundene indenfor racen fx hvor aktive hundene er og hvor meget de kræver af mental stimulering.
Der er også forskel på opdrætterne,fx. hvor bor hvalpene og hvordan socialiseres de.
Det er vigtigt at du vælger en opdrætter som passer til dine ønsker.
En god opdrætter vil ønske at have kontakt til dig og hvalpen i årene fremover, og står klar til at hjælpe og støtte jer. Nogle arrangerer træf, træning og meget mere.

Hvis du vil have en toller til at tage med på jagt eller jagtprøver, så skal du finde en opdrætter der har fokus på de jagtlige egenskaber. 
Men hvis du vil have en familiehund og måske kun vil træne lidt for sjov, så skal du nok lede efter en opdrætter der har fokus på at avle en allround familiehund. Dels fordi tollerne opdrættet med fokus på jagt måske kan være lidt for aktive for din smag, men også fordi du højst sandsynligt ikke kommer i betragtning til en hvalp fra opdrætteren med fokus på jagtlige egenskaber, hvis du ikke vil bruge hunden på jagt eller jagtprøver. En god opdrætter prøver nemlig at finde det rette hjem til deres hvalpe – de er ikke kun interesseret i at få hvalpene solgt.

Nogle vil sige, at alle tollere har de samme jagtlige egenskaber – det er ikke helt min erfaring. Nogle tollere har mere lyst til jagt og apportering end andre. Nogle tollere er mere glade for vand en andre. 
Nogle tollere har en større tendens til stress og uro, og andre tollere er lidt dovne, mens andre igen har et stort aktivitetsbehov.
Så du skal finde den opdrætter, som laver et kuld hvalpe hvor forældrenes egenskaber passer til det du ønsker dig.

Besøg opdrætteren og mød hundene INDEN hvalpene bliver født. Kig på tollerne der skal være forældrene.
Spørg grundigt ind til hvordan både den kommende mor og far opfører sig i hverdagen, spørg ind til hundenes sundhedsundersøgelser og risiko for arvelige sygdomme.
Hvalpene “arver” ofte meget af moderens temperament, så en god tommelfinger-regel er: hvis du ikke kan lide moderen, så skal du ikke købe en af hendes hvalpe.

Du bør vælge en  opdrætter, som har hvalpene inde i huset.
Hvis hvalpene vokser op i en stald, lade eller kælder, så risikerer du at hvalpen mangler en del socialisering. 
En hvalp bør vokse op, så den oplever husets lyde og lugte, og være i menneskehænder mange timer hver dag.
Dårlig socialisering i hvalpetiden kan ødelægge hunden for resten af livet. 

Hvis en opdrætter har hvalpe der er salgsklare “lige nu” og evt i flere aldre, eller hvor du synes forholdene er tvivlsomme, så undersøg grundigt om du måske er ved at købe en hvalp fra en “hvalpefabrik”  – og så skal du ikke købe hvalpen! 
Tegnene kan fx. være at du ikke får lov at se hvor hvalpene går til dagligt, eller du ikke kan se moderen sammen med hvalpene. 
Læs mere om hvordan du undgår en hvalpefabrik her.

Danmark er et lille land og det betyder både at der ikke er så mange opdrættere af tollere i landet, og at der ikke er så langt til vores nabolande.

Så det er også en mulighed at købe en toller i udlandet. 

Du kan importere en hvalp fra udlandet, når den er fyldt 8 uger og den behøver IKKE have en rabiesvaccine. 

Hvalpen skal være ID-mærket med chip og have et EU pas (udstedt af en dyrlæge), og du skal udfylde en erklæring om at hvalpen ikke har været i kontakt med dyr med rabies. (Regler pr. 2020, sørg altid for at undersøge om reglerne har ændret sig!)

Du kan læse mere på Fødevarestyrelsen.

Din hund skal ID-mærkes med en mikrochip, og hunden skal registreres i Dansk Hunderegister med ID-nummeret.
Når du køber fra en DKK opdrætter, så er hvalpen chippet allerede når du får overdraget hvalpen.

Du skal så bare sikre, at papirerne til Dansk Hunderegister er sendt ind, så du står registreret som hvalpens nye ejer.

Din hvalp skal desuden bære et hundetegn med din (ejerens) navn og adresse. Det er en god ide også at have telefonnummer på hundetegnet.

Du skal også tegne en lovpligtig ansvarsforsikring på din hund. 
Jeg tegner altid også en sygeforsikring på mine hunde, men det er frivilligt. Kun ansvarsforsikringen er lovpligtig.