Nyheder 2006



31.12.2006 2006 var et år som startede med nogle nederlag: Delphi blev ikke drægtig og de eftertragtede 1. præimer i LP3 udeblev for både Delphi og Javo.

Men da vi nåede andet halvår, så begyndte tingene at lysne: Javo fik sine 1. præmier i hus og blev Danmarks første Kooikerhondje som har opnået at blive Dansk Lydighedschampion. Det var mit største mål for ham, da jeg besluttede at få en Kooiker for 6 år siden, så det var en stor dag.

På sundhedssiden bliver Delphi øjenlyst "fri" og hendes forældre dna-testet "normal" for CEA, rigtig dejligt.

Kort tid efter blev Delphi drægtig med Kalle, og i oktober fødte hun 5 fine og raske hvalpe. Endnu en meget stor dag i mit "hundeliv".

November og december gik med at passe hvalpe og kort før jul rejste hvalpene så til deres nye hjem. Vi håber selvfølgelig at holde god kontakt med dem alle, og håber at se de fleste til TolKooi-træf i januar.

Her burde beretningen have endt, så vi kunne slutte 2006 med disse gode minder, men desværre så døde Kims far den 26. december og efterlader et stort hul i vores og hundenes liv.

23.10.2006 Delphi har idag født 5 fine hvalpe !

2 hanner og 3 tæver, og både mor og børn har det godt. Siden vil løbende blive opdateret med billeder af de små vidundere, men der vil ikke blive skrevet i nyhederne hver gang.

23.09.2006 Javo fik idag titlen DKLPCH - Dansk LydighedsChampion !

Det var med Helle som fører, og det var en stor dag for os. Javo lavede et rigtig flot program med max. points i 6 af øvelserne og fik 256,5 points ud af 280 mulige. Han blev også dagens 1. vinder i klasse 3 og vandt dermed 15 kg. hundefoder til store hunde :-)

15.09.2006 Vi har haft en skøn ferie ved Nr. Lyngby, og begges hundes gallerier er blevet opdateret med billeder bla. fra vores ferie.

26.08.2006 Delphi er nu blevet parret.

Hun vil blive scannet i uge 39, og hvis der er hvalpe undervejs, så kommer der straks mere information her.

19.08.2006 Javo fik 1. præmie i klasse 3 med Helle som fører.
Nu mangler kun én mere til championatet, så gæt om vi får nerver på til næste prøve ;-)

28.07.2006 Begge Delphis forældre er blevet DNA-testet hos Optigen for CEA og fundet "normal".

10.07.2006 Delphi er blevet øjenlyst med resultatet "Fri".

01.07.2006 Delphi har været til LP3 i Vilhelmsborg, og gik derfra med en 3. præmie. Græsset var tårnhøjt, og de måtte bla. sætte apporterne på højkant for at hundene kunne se dem. Så vi missede selvfølgelig fremadsendelsen, som jo er lidt usikker i forvejen. Så da vi havde byttet de 40 point ud med en fedt 0, så var der kun points til en 3. præmie tilbage. Nogle af øvelserne gik supergodt, og nogle gik ok.

25.05.2006 Javo og Delphi har begge været til lydighedsprøve i klasse 3 idag.
Delphi (med Helle) fik 221,5 points og var dermed kun 8,5 points fra 1. præmien. Hun fulgte med mig i fælles-sitten, gik 3 skridt og kom så i tanke om at det var forkert. Det koster 30 point.

Javo (med Kim) mistede fælles-dæk, fælles-sit og desværre også fremsendingen. Han havde lavet en flot fremsending, men rejser sig senere og går 2 skridt frem mod Kim. Det var Kims og Javo andet forsøg sammen i klasse 3, og Kim mangler stadig noget prøve-erfaring.

Det var nu dejligt at være igang igen!

25.03.2006 Delphi har været på til eksamen i DKK's "kørekort til hund" på sølv-niveau, og hun bestod selvfølgelig.

21.03.2006 Alt gik ikke som planlagt. Delphis blodprøve fortalte os idag, at hun desværre ikke er drægtig.

Så endnu en gang må jeg aflyse den planlagte hvalpe-orlov og indse at der ikke kommer til at løbe små hvalpe rundt i huset dette forår.

19.03.2006 Delphi har været på udstilling og fik 1. præmie og blev 2. vinder i brugshundeklassen.
Det var en rigtig hyggelig dag med masser af hundesnak, men hvis alt går som planlagt, så varer det længe inden vi kommer på udstilling igen.

25.02.06 Delphi har været på kærestebesøg hos Nappe i Sverige.