Hvalp i ro



Formål :      Hvalpen slapper helt af.

1. delmål - hvalpen sidder/ligger og slapper af.
2. delmål - hvalpen slapper af, mens du berører den.

1. delmål :  Hvalpen sidder/ligger og slapper af.

Hvalpen skal lære at samvær ikke altid består af kæleri, leg eller aktivitet. Man skal også kunne slappe af sammen.

Det er med til at forebygge stress, og giver en ekstra bonus i form af lederskab.

Når du træner dette, så må hvalpen ikke være så træt, at den falder i søvn !

Start med at træne det et roligt sted, f.eks. i stuen og når I bliver gode, så øg forstyrrelserne ved at øve det udenfor, på træningspladsen, når I har gæster etc.

Sæt dig på hug eller helt ned på knæ (afhængig af din hvalps størrelse), og tag med den ene hånd fat i hvalpens halsbånd.
Med den anden hånd får du hvalpen til at sidde mellem dine ben med hvalpens ryg mod din mave.

Dette er DET ENESTE tidspunkt i hele hvalpemotivationen du må bruge blid tvang !

Stryg hvalpen på brystet med meget rolige bevægelser og tal evt. lidt beroligende til den.

De første gange kan hvalpen finde på at kæmpe imod, men vær konsekvent. De første gange skal hvalpen heller ikke sidde så længe, blot acceptere at sidde/ligge og slappe af hos dig et par sekunder.

Herefter øger du langsomt tiden hvalpen skal slappe af.

2. delmål :  Hvalpen slapper af, mens du berører den.

Når hvalpen accepterer at slappe af hos dig uden kamp, så begynder du at berøre den forsigtigt ved mundvigene, stryge den på benene og poterne, halen, lysken etc.
Det skal ikke udvikle sig til kæleri, leg eller andet. Hvalpen skal stadig slappe af.

Det vil være en stor fordel at hvalpen er vant til at blive berørt, når den skal til dyrlægen eller du skal skal foretage dig noget som kræver berøring.
Vær opmærksom på at hunden er meget følsom ved mundvigene, poterne og lysken, så vær forsigtig.